KIRSEBÆR (CERASUS SP.)

Skrevet af: Orla Svendsen

Blandt de dyrkede kirsebær skelner man mellem sød- og surkirsebær. Sødkirsebær stammer fra de vilde fuglekirsebær, der er almindelig udbredt i skovene.

Sødkirsebær og fuglekirsebær bliver store træer, der har store hvide knippestillede blomster. Sødkirsebær er et populært træ i haverne, da det bærer friske, velsmagende mørkerøde eller rødgule  bær der kan spises direkte fra træet. Desværre har fuglene også opdaget denne egenskab, og det er nødvendigt at beskytte frugterne under modningen med fuglenet, hvis man vil have det fulde udbytte af træerne. Der findes mange dyrkede sorter af sødkirsebær.

Sødkirsebær er fremmedbefrugtere, hvilket vil sige, at der skal overføres pollen fra en anden sort. I småhaver løses dette problem lettest ved at ipode flere sorter der kan bestøve hinanden i samme træ.

De dyrkede surkirsebær stammer fra de vilde surkirsebær, som også findes udbredt i visse skove. Disse træer adskiller sig fra sødkirsebær ved at være lavere. Desuden opsender de rodskud. Stevnsbær, Skyggemorel og Kelleris er eksempler på dyrkede sorter.
Surkirsebær er selvbefrugtere og kan derfor sætte bær med eget pollen. Vinden spiller en betydelig rolle ved bestøvningen, men insekternes rolle skal ikke undervurderes.

Kirsebærtræer er gode biplanter som giver både nektar og pollen. Bierne er lige så nødvendige for sødkirsebær som for æbler. Nyere undersøgelser har vist, at udbyttet også øges ved bibestøvning hos de selvfrugtbare  surkirsebær.