CIRKA 10 STYKKER

Bund

  • 200 g mel
  • 25 g mandelmel
  • 25 g flormelis
  • ½ tsk. salt
  • 225 g smør
  • Ca. ¼ dl vand

 

Fyld

  • 200 g smør
  • 375 g honning
  • 225 g sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • ½ tsk. salt
  • 3 spsk. Maizena
  • 1 økologisk citron (skal + saft)
  • 1 økologisk appelsin (skal)
  • 4 æg
  • 2 dl fløde

EJ ANGIVET

HONEY PIE

Honey eller honey pie er kælenavne, der bruges ofte i engelsktalende lande og såmænd også i Danmark. I de sydlige stater i USA er udtrykkene så almindelige, at de slet ikke har den intime klang, som de har herhjemme; dér kan man tiltale en fremmed som honey pie bare for at vise, at man er venligtsindet. – Men honey pie er også en tærte. En honningtærte.

Bund: Bland mel, mandelmel, flormelis og salt. Hak det kolde smør i melblandingen, indtil det er helt findelt, og blandingen ligner groft sand. Saml dejen hurtigt med hænderne, idet du tilsætter det kolde vand lidt ad gangen, indtil dejen er sammenhængende. Den skal endelig ikke æltes. Dejen kan også laves i en foodprocessor.

Pak dejen ind i plastfolie, pres den flad, og læg den i køleskabet i mindst ½ time.

Smør en stor tærteform grundigt med smør. Pres dejen ud i et jævnt lag, der også går op ad siderne. Bag tærtebunden ved 200 oC i ca. 25 min. Lav fyldet klar imens.

Fyld: Smelt smør, honning, sukker, vaniljesukker, salt og Maizena sammen på lavt blus. Tag det af varmen. Riv citron- og appelsinskal i blandingen. Tilsæt æggene, citronsaften og fløden og pisk, til det hele er godt blandet sammen.

Hæld fyldet i den bagte tærtebund og bag tærten i yderligere ca. 45 min. ved 175 oC. Fyldet skal være mørkgyldent, men må gerne være lidt blævrende i midten.

Smagsvariation

Tærten kan krydres på mange måder. Prøv at tilsætte kanel, revet muskatnød eller lavendel i stedet for citrusskal. Du kan også drysse den færdige kage med flagesalt for at give den lidt kant.

Opskriften er fra bogen ”Honningkager”, som er skrevet af Lise Lotz.