Pas på svindel

Sommermånederne er højsæson for ”direktørsvindel”, hvor svindlere udnytter chefens fravær og nedsat bemanding i de danske virksomheder. Denne form for svindel foregår ofte ved, at en svindler udgiver sig for at være virksomhedens direktør i en mail, hvor vedkommende beder om at få overført penge til en specifik konto.

Men denne form for svindel er ikke noget man kun oplever i virksomheder. Det sker desværre også i foreningslivet. I Randers og Omegns B.F. har de netop været udsat for et forsøg på ”direktørsvindel”. Formandens mail var blevet hacket, og der blev herfra sendt en mail til kassereren med en besked om, at han skulle overføre 4000 € til en konto i Belgien. Heldigvis fattede kasserer Sandor Markus mistanke til mailen, og i stedet for at overføre pengene, indgav han en politianmeldelse.

Politiet oplyser, at der er registreret flere tilfælde, hvor foreninger har været udsat for forsøg på ”direktørsvindel”. Vær derfor på vagt rundt om i lokalforeningerne.