Unge søges til International Meeting of Young Beekeepers 2018

Danmarks Biavlerforening søger unge biavlere, der kunne tænke sig at være med på holdet,  som skal repræsentere Danmark ved IMYB den 2. – 6. juli i Nérac i Frankrig. Alderskravet er, at man pr. 1. januar 2018 er over 12 år og under 17 år. Sammen med holdet vil deltage to ledere fra Danmarks Biavlerforening, der vil guide de unge biavlere gennem arrangementet. Som forberedelse til turen, afholdes en forberedelsesdag for hele holdet i Sorø.

Arrangementet, der foregår på engelsk, vil i løbet af de fire dage bl.a. beskæftige sig med discipliner indenfor stadepasning, mikroskopi og plantekendskab. Deltagerne forventes at have nogen erfaring med biavl i teori og praksis. Der vil endvidere blive mulighed for at besøge seværdigheder og deltage kulturelle aktiviteter. Deltagelsen finansieres delvist af Danmarks Biavlerforening og N.S. Kristensens Mindefond, således at prisen for at deltage kun vil være kr. 2250,- pr. person. Prisen inkluderer deltagergebyr, rejse, ophold og forplejning.

Unge med interesse i at blive en del af det danske hold, kan sende en ansøgning. Ansøgningen skal indeholde en kort beskrivelse af dig selv, din erfaring med biavl samt din fødselsdato. Ansøgningen skal være os i hænde på dansk@biavl.dk senest den 1. marts. Yderligere information kan fås ved henvendelse til Danmarks Biavlerforening på mail eller tlf. 57 86 54 70.