Medlemmer biavl.dk blivbiavler.dk Vi elsker honning

BØRNEATTESTER

Biavlerforeninger, der fast gennemfører aktiviteter for børn, er omfattet af Børneattestloven. Det betyder at foreningen skal sikre, at personer ikke på deres straffeattest har anført forhold, der vedrører overgreb på børn og unge.

Der skal dog kun indhentes børneattester for personer, der beskæftiger sig fast med børn under 15 år, og personer der fast færdes på steder med børn under 15 år. At være fast beskæftiget eller at færdes fast tolkes på følgende måde:

1) I mere end tre måneder og inden for dette tidsrum i mindst tre tilfælde at fungere som træner, instruktør, holdleder, lærer, børnepasser, formidler, pedel eller andet teknisk personale.

2) I en sammenhængende periode af mere end en uges varighed at fungeret som træner, instruktør, holdleder, lærer, børnepasser, formidler, pedel eller andet teknisk personale.

Der skal således ikke indhentes børneattester for personer, der hjælper ved et enkeltstående arrangement, som f.eks. en udstilling og lignende.

For at indhente børneattester, skal man downloade og udfylde blanketten fra politiets borgerservice på linket her:
https://www.politi.dk/da/borgerservice/blanketter/

Blanketten skal både underskrives af foreningen og personen, der fast beskæftiger sig eller færdes med børn. Herefter sendes blanketten til Kriminalregisteret med almindelig post.

Hvis foreningen modtager tilskud fra kommunen eller får anvist lokaler jf. Folkeoplysningsloven, så skal der afgives erklæring om, at foreningen overholder børneattestloven. Dette gælder uanset om foreningen laver aktiviteter for børn eller ej. Kommunen udleverer en særlig blanket til dette formål.