Besøg fødevaremessen International Food Contest

I dagene fra den 13. til 15. november kan du besøge fødevaremessen International Food Contest, som afholdes i Messecenter Herning. Her kan du opleve nogle af landets fineste fødevarer, som forinden er blevet bedømt og præmieret.

Ikke mindre end 1500 fødevarer bliver udstillet og i langt de fleste tilfælde med mulighed for at smage. En stor del af fødevaremessen udgøres af mejeriprodukter, men gennem de senere år er omfanget af andre fødevarer vokset. Således kan man i år også opleve spændende produkter indenfor vin, øl, grønt, brød, kager og søde sager.

Selvfølgelig finder du også en række honninger, der er tilmeldt og indleveret af biavlere fra det meste af landet. Derfor kan du opleve nogle meget forskellige honninger, og du kan samtidig se hvad dommerne har lagt vægt på i deres bedømmelse.

Vil du besøge International Food Contest, så kan du læse mere på www.foodcontest.dk, hvor du også kan printe den gratis adgangsbillet.

Internationa Food Contest afholdes i år sammen med FoodTech, der er Nordeuropas største fagmesse for fødevareteknologi.