Bier har gennem historien været forbundet med meget overtro, på samme måde som der findes talrige ordsprog om bier.
Overtro viser blandt andet hvor tæt et forhold der har været mellem biavleren og bifamilierne. Faktisk så tæt et forhold, at de, hvis ikke særlige foranstaltninger blev foretaget, ofte fulgte hinanden i døden.
Det var således en udbredt tro, at hvis en biavler døde, ville bierne også dø eller flyve bort, hvis ikke en af den afdødes nærmeste slægtninge gik ud og meddelte bierne dødsfaldet, inden det blev meddelt andre. Det skete på den måde, at vedkommende, så snart døden var indtrådt, gik ud i bigården, bankede sagte på hver kube og sagde: »Jeres herre er død.«
I nogle egne var det skik, at det var biernes nye ejer, der gav denne meddelelse, og han føjede så til: »Nu er jeg jer herre.« På den måde sikrede man at bierne ikke døde, men arbejde videre for den nye ejer.
Nogle steder forsøgte man at redde bierne fra at følge deres ejer i døden ved at klæde dem i sorg. Nogle steder bandt man et stykke af ligklædet på hver kube, andre steder et stykke sort stof. Enkelte steder forsynede man hvert stade med et sort og hvidt bånd.
Var det til gengæld bierne, som døde, var det et varsel om ulykke. Det kunne betyde biavlerens egen død, dødsfald i familien eller sygdom blandt kreaturerne.
Overtro i forbindelse med sværmning
For at undgå at bierne sværmede prøvede man med bønner at blive hjemme.
En af disse lød:
“Lille bi med den side mund!
Bliv her på din egen grund,
dig til ære og os til gavn!
Hør du det i Jesu navn!
Amen.”
En anden lød:
“Bi, bi og bliv til stok!
Bi, nu bier du nok!
Saml honning til føde
af sommerens grøde,
og stræb så at virke
voks til vor kirke!
I navnet Gud Faders, Søns og Helligånds. Amen.”
For at få dem til at blive i kuben kunne man også stikke en ubrugt synål over flyvehullet, lægge en kornblomst i kuben eller grave gammel hestesko ned i bigården.
Anden overtro om bier
Man mente også, at kriminelle kunne få deres bier til at stjæle honning fra andres bistader ved at give dem brændevin. Den bestjålne kunne hævne sig ved at sætte honning blandet med mel frem. Når røverbierne bragte denne honning hjem, gik hele stadets honning i gæring, og bierne døde.
Når man begyndte som biavler, skulle den første sværm helst være stjålet. Så fik man bedre held med bierne.
Bier måtte egentlig ikke sælges, da heldet så kunne forsvinde fra de bier, man beholdt. Man måtte dog godt eje et stade i fællesskab, især hvis det var en mand og en kvinde. Delte man bierne eller blev uenig om dem, gik heldet tabt.
For at sikre biernes trivsel anbefaledes det visse steder at smøre flyvehullet eller kuben indvendigt med menneskeblod.
Når man kom hjem med købte bier, skulle man gå tre gange rundt om huset med dem, før de blev sat på plads. Så fløj de ikke bort.
Ordsprog om bier og honning
Gennem tiderne har bier og honning givet anledning til en lang række ordsprog:
Frit efter artikel af Kristian Andersen i Håndbog i Biavl 1944.
