Huset og haven Billeshave har en 160 år gammel have. Vi har to bistader, over tyve slags bær, nye og gamle sorter, flere frugttræer hvoraf det ældste er et gammelt ananasæbletræ. Vi har anlagt bede med bivenlige sommerblomster og har løgplanter her og der og alle vegne, også i græsplænen. Græsset slår vi sjældent, så plænen trives med hvid kløver, engkarse, bellis og mælkebøtter. Store rosenbuske blander sig med lavendler og timian; vedbenden vokser op ad en af egene og langs et plankeværk. En gammel knækket eg tjener som bihotel og kvasbunker gemt bag jasminerne er god for de vilde bier. Sommerfugle som aurora, admiral, påfugleøje , citronsommerfugl, kålsommerfugl og nældens takvinge flyver sammen med honningbier, humlebier, rødpelset jordbi og murbi. Flere fugle som rødstjert og dompap slår sig ned, og tudsen er vendt tilbage.