I 2013 købte vi 1 ha landbrugsjord for at virkeliggøre vores drøm om et hjem med landlig idyl som tumleplads for børn og voksne, en spiselig have og et liv i pagt med naturen her nord for Roskilde.
Vi har indrettet vores grund i haverum, der veksler mellem naturnært og kultiveret: Forhaven/Prydhaven, Mosen/Engen, Frugthaven, Køkkenhaven, Pilebeddet og nu også Bigården.
Fokus er at skabe den spiselige og sanselige have, – så vi madnørder kan gå en tur og altid finde noget spiseligt – i januar jordskokker og porrer, i marts brændenælde, i april rabarber, i juni jordbær, i juli ribs og solbær, i august brombær.
I 2021 har vi udvidet med en Bigård, – det er virkelig oplagt at skabe endnu mere liv i haven – vi har allerede mange bivenlige planter, så hvorfor ikke hjælpe det lokale dyre og plante liv på vej – og få mulighed for at høste vores lokale honning med smage fra vores matrikel.