Jørn A. Tønder kåret som danmarksmester i honning 2022

01. oktober 2022

Jørn A. Tønder fra Haderslev er netop blevet kåret som Danmarks bedste til at lave honning. Hans pressede honning er helt igennem enestående blandt andet på grund af dens smukke fremtoning og forunderlige smagsnuancer.

 

I alt deltog 45 honninger i dysten om at blive Danmarks bedste honning. Honningerne var tilmeldt i fire kategorier, nemlig fast, flydende, sortshonning og honning tilsat smag. I bedømmelsen gives der mellem 1 og 15 point for ydre fremtoning, duft, konsistens/viskositet, mundfølelse og smag/eftersmag. Honningen som opnår den højeste pointscore på tværs af alle kategorier, kåres som Danmarks bedste honning.

Der er aldrig tidligere givet så høje karakterer ved et danmarksmesterskab, og Jørn A. Tønders pressede honning opnåede hele 14,0 point og er dermed Danmarks bedste honning.

 

Dommerpanelet bestod af Zofuz Knudsen, Lone Valentin Bram, Viktoria Bassani og Lars K. Fischer.

Dommerne Lars K. Fischer og Lone Valentin Bram i færd med at bedømme flydende honninger.

 

Zofuz Knudsen, hoveddommer ved bedømmelsen, beskriver Danmarks bedste honning 2022 således:

”Årets bedste honning præsenterer sig elegant i glasset i en klar elfenbensgylden farvetone. Honningen er silkeblød og glat og smelter behageligt i munden, mens den gavmildt afgiver en kølende mentolsødme på en diskret floral base, med en hilsen af skovsyre og fyrrenåle i eftersmagen.

 

Præmievindere i de forskellige kategorier:

Fast honning
Medalje Point, gns. Navn Bynavn
Guld 14,0 Jørn A. Tønder Haderslev
Sølv 13,9 Kaia Albin Pedersen Brande
Bronze 13,6 Mathias Bech Haderslev

 

Flydende honning
Medalje Point, gns. Navn Bynavn
Guld 13,9 Hans Peter Grøndal, Bolbro Honning Odense V
Sølv 13,2 CAB Sydhavnen København V
Bronze 12,8 Lene Steen København SV

 

Sortshonning
Medalje Point, gns. Navn Bynavn
Guld 13,5 Kaia Albin Pedersen Brande
Sølv 12,9 Ejnar Nielsen Haderslev

 

Honning tilsat smag
Medalje Point, gns. Navn Bynavn
Guld 13,1 Kaia Albin Pedersen Brande
Sølv 12,1 Mette Riis Vejle Ø