biavl.dk Medlemmer blivbiavler.dk Vi elsker honning Andre bi-sites

Biernes Univers bringer spejderne helt tæt på bierne

23. juli 2026

I denne uge er 30.000 spejdere og frivillige samlet i Hedeland Naturpark til Spejdernes Lejr 2026 – Nordens største spejderlejr. Blandt de mange aktiviteter kan 1400 spejdere i løbet af lejren besøge Biernes Univers, hvor biavlere giver deltagerne mulighed for at opleve biernes fascinerende verden på helt nært hold.

 

Spejdernes Lejr løber af stablen fra den 18. til 26. juli og er med sine 30.000 deltagere, heraf mere end 4.000 internationale spejdere fra 32 lande, Danmarks femtestørste by i den uge lejren varer. Lejrområdet dækker et areal svarende til 188 fodboldbaner og rummer blandt andet lejrhospital, supermarked, restauranter, scener og mere end 300 forskellige aktiviteter, der kombinerer læring og oplevelser.

 


Aktivitetspladsen er fyldt med forskellige arter af bivenlige planter.

 

En af disse aktiviteter er Biernes Univers, hvor omkring 200 spejdere hver dag får mulighed for at studere bier og få indblik i biernes betydning for naturen og den mad, vi spiser. Området er opbygget som et lille biunivers med blomsterhave fyldt med bivenlige planter, en bigård med bifamilier samt et aktivitetstelt med mikroskoper, plancher og en række praktiske opgaver.

 


Forskellige arter af bier studeres på planche.

 

Her kan spejderne undersøge blomster og finde ud af, hvilke der leverer pollen og nektar til bierne. Sammen med en erfaren biavler kan de, iført bidragt, komme helt tæt på bifamilierne. De får også mulighed for at studere bier gennem stereolupper, lave en koglebi, lære forskellen på bier, humlebier og hvepse gennem sjove spil og opdage, hvor kedelig en frugtsalat bliver uden bier. Kreativiteten bliver også sat i spil, når deltagerne bygger deres egne “koglebier”.

 


Biernes anatomi nærstuderes.

 

Gennem aktiviteterne og mødet med bierne får deltagerne en større forståelse for biernes afgørende betydning for bestøvning og vores fødevareproduktion – og forhåbentlig også lyst til at passe endnu bedre på dem i fremtiden.

 


Hvad vælger bierne?

 

Tak til de involverede biavlere, Gl. Roskilde Amts Biavlerforening og samarbejdspartnere for materialer og gennemførelse af aktiviteterne.

 

 

 


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen