Bliv en aktiv del af Danmarks Biavlerforenings midetællegruppe

12. juni 2020

Med en lille indsats kan du være med til at overvåge det generelle varroa midetryk i Danmark. Dermed kan vi vurdere om vi f.eks. har et år med højt midetryk i vores bifamilier og dermed tilpasse vores rådgivning herefter.

Lige nu kan du blive en del af Danmarks Biavlerforenings midetællegruppe. For at være med skal du blot have en skuffebund eller indskudsbakke til dine bifamilier.

Se instruktions video. 

Gruppen tæller i uge 25 og så igen under din oxalsyre vinterbehandling. Din tælling skal løbe over 5-7 dage. Du kan starte i begyndelsen eller midten af uge 25.  Husk jo længere tid du lader indskuddet sidde, desto mere voksmuld vil der være på indskuddet og dermed genere tællingen. Vi lægger op til at man skal lave tælling i én til ti bifamilier. Du er velkommen til at tælle i flere bifamilier. En absolut overkommelig opgave. Bliver vi mange nok, kan vi få et yderst brugbart talmateriale.

 

Sådan bliver du en del af midetællegruppen

Du kan deltage med enkelt tællinger, men du kan også melde dig ind i vores midetællegruppe via ”Min Side”. Så får du ekstra informationer og reminder omkring tællinger og resultater.

Når du har gennemført tællinger, så skal du løbende indtaste dine resultater via skemaet på dette link.

 

Hvad skal vi bruge det til?

Vi skal bruge tællingerne til at vurdere det generelle danske varroa tryk omkring hvor hårdt angrebne er danske bifamilier i f.eks. forsommeren eller sensommeren med varroa. Vi kan herudfra give bedre rådgivning/meldinger til samtlige danske biavlere om hvad varroa-situationen er i øjeblikket og dermed tilpasse vores rådgivning. Desuden vil vi kunne få et datamateriale som giver os mulighed for at vurdere angrebsgraden fra år til år. Alt data vil blive behandlet fortroligt.

Hvis dine midetal stikker ud, vil vi tillade os at kontakte dig for at høre nærmere omkring de omstændigheder der kunne være. Vi vil også tilbyde evt. ekstra rådgivning omkring yderligere varroa bekæmpelse.

Har du spørgsmål kan du henvende dig til konsulent Flemming Vejsnæs på fv@biavl.dk eller konsulent Ole Kilpinen på olek@biavl.dk.


Skrevet af: Flemming Vejsnæs