Information om retningslinjer i forbindelse med Corona

16. april 2021

Retningslinjer for at mindske udbredelsen af Corona påvirker også mulighederne for aktiviteter i de lokale biavlerforeninger. Her kan du læse de regler, som senest er opdateret 16. april 2021.

For de lokale biavlerforeninger, der finder det forsvarligt, er det med forsigtighed og hensyntagen til gældende retningslinjer, at gennemføre udendørsaktiviteter for maksimalt 50 personer i de lokale biavlerforeninger, herunder aktiviteter i skolebigårdene. Indendørs foreningsaktiviteter, vil være muligt fra 21. maj.

De nuværende retningslinjer for foreninger, som eksempelvis lokale biavlerforeninger, er som følger:

  • Det er tilladt at afholde udendørs aktiviteter i foreninger med optil 50 deltagere inkl. instruktører.
  • Det bør holdes afstand til andre personer. I tilfælde hvor det ikke kan lade sig gøre, anbefales det at have ekstra stor opmærksomhed på hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte.
  • Alle indendørs foreningsaktiviteter (som ikke er idræt for børn og ældre) skal holdes lukket frem til 21. maj, dog er det tilladt at benytte indendørs toiletfaciliteter og hente materialer indendørs.
  • Der er ikke krav om brug af mundbind eller coronatest ved udendørs aktiviteter.
  • En forening må gerne afholde flere arrangementer med 50 personer, men der skal være tale om selvstændige og adskilte arrangementer og de samme personer må ikke deltage i flere samtidige arrangementer.
  • Tidligere undtagelser fra forsamlingsforbuddet i forbindelse med aktiviteter for børn og unge, samt i forbindelse med konferencer, generalforsamlinger og møder med siddende deltagere er fortsat suspenderet.

 

Hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte

I forhold til hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte skal man som lokalforening være opmærksom på følgende:

  • Hold afstand og undgå kontakt. Overvej om du kan lave andre øvelser i stedet.
  • Undgå at der deles mad under arrangementet.
  • Hav god håndhygiejne – sørg for at deltagere vasker hænder når de møder op, og inden de går hjem, eller at der er håndsprit (70-85% alkohol) tilgængeligt.
  • Deltagerne bør bruge egne redskaber og remedier – rengør dem ofte og del ikke med andre.

 

Redskaber og remedier

I forbindelse med redskaber og remedier i skolebigården skal man være opmærksom på ikke at dele handsker og bidragt. Men samtidig undgå smitteoverførsel af bisygdomme hos bierne. Det kan lokalforeningerne eksempelvis håndtere på følgende måder:

  • Kursisterne må kun medbringe rene bidragter.
  • Kursisterne har deres egen bidragt i skolebigården.
  • Kursisten har et sæt nye handsker, der kun anvendes i skolebigården.
  • Der anvendes engangshandsker eller gummihandsker.
  • Kursistens egne handsker rengøres grundigt i desinfektionsmiddel før de anvendes i bigården.
  • Bidragter kan dog deles, hvis de mellem anvendelse får lov til at hænge tørt i minimum 72 timer.

 


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen