Sidste frist for unge biavlere er 1. marts

Frem til på fredag den 1. marts kan unge biavlere søge om at blive en del af det danske hold ved IMYB 2019

Danmarks Biavlerforening vil igen i 2019 forsøge at danne et hold på tre unge til deltagelse på International Meeting of Young Beekeepers (IMYB), der er en konkurrence for unge biavlere i alderen 12 til 17 år. Arrangementet finder sted den 3.-7. juli i Banska Bystrica i Slovakiet.

Danmarks Biavlerforening søger derfor unge biavlere, som ved arrangementets afholdelse er over 12 år og under 17 år, der kunne tænke sig at være med på holdet. Sammen med holdet vil deltage to ledere fra Danmarks Biavlerforening, der vil guide de unge biavlere gennem arrangementet. Som forberedelse til turen, afholdes et forberedelsesmøde for hele holdet i Sorø den 27. april, hvor deltagerne forventes at kunne være tilstede.

Arrangementet, der foregår på engelsk, vil i løbet af de fire dage bl.a. beskæftige sig med discipliner indenfor stadepasning, mikroskopi og plantekendskab. Deltagerne forventes at have nogen erfaring med biavl i teori og praksis. Der vil også blive mulighed for at besøge seværdigheder og deltage i kulturelle aktiviteter. Deltagelsen finansieres delvist af Danmarks Biavlerforening og N.S. Kristensens Mindefond, således at prisen for at deltage kun vil være kr. 2250,- pr. person. Prisen inkluderer deltagergebyr, rejse, ophold og forplejning.

Unge med interesse i at blive en del af det danske hold, kan sende en ansøgning. Ansøgningen skal indeholde en kort beskrivelse af dig selv, din erfaring med biavl samt din fødselsdato. Ansøgningen skal være os i hænde på dansk@biavl.dk senest den 1. marts.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til Peter Sjøgren, peter@sjoegren.dk, tlf. 40 63 82 08 eller Melanie Ann Bech-Pedersen, meldesigne@yahoo.dk, tlf. 21 63 28 14.