Unge biavlere søges til internationalt møde

13. februar 2020

Det første møde i International Meeting of Young Beekeepers (IMYB) fandt sted i Tjekkiet i 2010 med deltagelse af kun 7 lande. I 2019 deltog 28 lande fra alle verdenshjørner. Drømmen er at få 100 lande til at deltage i dette verdens største møde og konkurrence for unge biavlere i alderen 12-17 (ikke fyldt 18).

Selve konkurrencen er sammensat af både praktiske øvelser og teoretisk viden om biavl, og deltagerne, som er inddelt i hold på tværs af landene, konkurrerer både på holdplan men også individuelt.

Konkurrencen er ikke hovedformålet. Lige så vigtigt er mødet mellem unge fra forskellige kulturer og sociale lag, deres indsigt i og forståelse for hinandens liv og dannelsen af venskaber på tværs af grænser.

I 2020 afholdes IMYB i Ivančna Gorica, Slovenien, i perioden 6.-10. juli. Vi søger derfor 3 unge piger/drenge i alderen 12 til 17 år (må ikke være fyldt 18 når konkurrencen afholdes), som skal have minimum 2-3 års erfaring som biavler.

Ved du en masse om bier og biavl men vil gerne lære mere, har du lyst til at deltage i mødet, hvor fællessproget er engelsk, og har du mod på at have det sjovt med unge fra andre lande, så skriv lidt om dig selv og din biavl, hvorfor du gerne vil deltage og send evt. også et billede af dig selv til dansk@biavl.dk senest 1. marts. Deltagerne bliver inviteret til et obligatorisk møde i løbet af foråret inden afrejsen til Slovenien.

Har du spørgsmål, så kontakt Peter Sjøgren på peter@sjoegren.dk.


Skrevet af: Rune Havgaard Sørensen