Den 20. maj er det Biernes Dag, og med tre simple aktiviteter kan du komme helt tæt på biernes verden og blive klogere på deres afgørende betydning for naturen og vores fødevarer.
Onsdag den 20. maj fejres Biernes Dag over hele verden, og Danmarks Biavlerforening opfordrer danskerne til at benytte lejligheden til at komme helt tæt på biernes spændende univers – og blive klogere på den afgørende rolle, bier spiller for både naturen og vores fødevarer. FN udråbte i 2017 den 20. maj til international Biernes Dag for at sætte fokus på biernes betydning som bestøvere og de udfordringer, de møder i vores miljø.
I anledning af dagen lancerer Danmarks Biavlerforening tre små aktiviteter, som man kan have med i baghovedet i løbet af dagen.
»Biernes Dag er en oplagt anledning til at stoppe op og sende bierne en venlig tanke. De tre små aktiviteter giver på en sjov måde større bevidsthed om, hvad bier lever af, og hvilken betydning de har for os,« siger Alice Schou Nørgaard, formand for Danmarks Biavlerforening.
Gennem de tre aktiviteter kan man blandt andet blive klogere på biernes farverige “bukser”, opleve hvor trist vores mad kan blive uden bier, og finde ud af, hvordan man selv kan blive flittig som en bi.
De tre aktiviteter er som følger:
BIER MED BUKSER
Hvilken farve har biernes “bukser” og hvilke planter har bierne besøgt?
Kig godt på biernes bagben. På mange arter af bier sidder der små, farverige klumper af pollen – det kaldes biernes bukser. Fra blomsterne samler bierne pollen, som er deres proteinkilde og særlig vigtig for deres yngel hjemme i boet. Farven på bukserne afslører, hvilke blomster bien har besøgt.
BIERNE FYLDER DIN TALLERKEN
Hvor meget af din mad er egentlig afhængig af bier?
Når bier og andre bestøvere flyver fra blomst til blomst, overfører de pollen og sørger for bestøvning. Bier er særligt effektive, fordi deres behårede kroppe let opsamler pollen. Faktisk er omkring 80 % af vores planter helt eller delvist afhængige af insektbestøvning. Kig på et æble eller et jordbær: Er det fyldigt og symmetrisk, er det godt bestøvet – er det skævt, har bestøvningen været mangelfuld. Det samme gælder jordbær, hvis de er små og knudrede skydes det typisk at bestøvningen ikke har været god nok.
ENERGI, DER GØR DIG FLITTIG SOM EN BI
Kan du smage forskel på honning?
Blomsternes nektar er biernes energikilde, og honningbier omdanner den til honning, som de lagrer i tavlerne i bistadet. Smagen på honning varierer alt efter, hvilke blomster nektaren kommer fra. Lys forårshonning er typisk mild og sød, mens lynghonning har en kraftigere og mere krydret smag.
Du kan læse mere om de tre aktiviteter på www.biavl.dk/biernesdag
Fakta
Eksempler på dine fødevarers behov for bestøvning:
| Frugter og bær, som f.eks. æbler, pærer, blommer, kirsebær, solbær, ribs, jordbær, blåbær m.m. | Bestøvning fra bier og andre insekter har stor betydning for udbyttet og sikrer samtidig store og velformede frugter og bær. |
| Græskar og squash | Græskar og squash er helt afhængige af bibestøvning, da de har han- og hunblomster. |
| Mælkeprodukter | Biernes bestøvning er helt afgørende, for at der kan produceres frø til kløver, der er vigtig i foderproduktionen til køer. |
| Grøntsager, som f.eks. kål, gulerod, purløg, porrer, løg, rucola, timian, pac choi, karse m.m. |
Når der skal produceres frø til en lang række grøntsager, kræver det bestøvning af bier.
|
| Mel, ris og kartofler | Kræver ikke bestøvning af bier. |
