PRESSEMEDDELELSE: Slut med at vildlede forbrugere til at købe udenlandsk honning

På baggrund af en henvendelse fra Danmarks Biavlerforening i starten af september vælger fødevareminister Mogens Jensen nu at stramme op for mærkning af udenlandsk honning.

Honningens egenskaber er tæt knyttet til honningens oprindelse. Når bierne samler honning, bestøver de samtidig blomsterne og dansk honning er derfor et produkt af biernes bestøvning af det danske landskab. Blandt andet af de årsager er mange forbrugere interesserede i at købe dansk honning.

Desværre er forbrugerne hidtil ofte blevet vildledt til at købe udenlandsk honning. Det er blandt andet sket med dannebrogsflag, og udtrykket ”dansk produceret” på honning importeret fra udlandet, selvom honningen alene er emballeret i Danmark. Fødevareminister Mogens Jensen vil nu stramme reglerne og den danske praksis, så det er slut med vildledningen.

”Den hidtidige danske praksis er i direkte strid med honningbekendtgørelsen, som præciserer at honning er et uforarbejdet naturprodukt, der produceres af bier. Derfor er det glædeligt, at ministeren nu strammer op om den danske praksis” siger formand for Danmarks Biavlerforening Arne T. Henriksen, og uddyber: ”Vi finder generelt oprindelsesmærkning på honning utrolig vigtig. Dette både for at undgå en vildledning af forbrugere, men også fordi honningens egenskaber og kvalitet hænger sammen med honningens oprindelse. Vi finder det vigtigt at der sikres rimelige konkurrencevilkår for biavlerne i Danmark, således at det er rentabelt at producere honning i Danmark og for at sikre bestøvningen i Danmark.”

 

Læs pressemeddelelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet her.

 

Læs Danmarks Biavlerforeings brev til Fødevareministeren her.

 

 

 

23. oktober 2019


< TILBAGE