I dag er det Biernes Dag

20. maj 2020

For at rette fokus på biernes – både honningbier, humlebier og enlige bier – vanskelige vilkår og deres store betydning for den globale fødevareproduktion, har FN udråbt den 20. maj som international bi-dag.

Værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder er blevet vurderet til mellem 421 og 690 mio. kroner i Danmark, og det er nok lavt sat, da det ser ud til, at insektbestøvning betyder mere for udbyttets størrelse, kvalitet og holdbarhed end hidtil antaget.

 

FN har desuden opstillet 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og blandt disse har FN´s udviklingsorganisation, UNDP, udvalgt fem som værende centrale for biavlere verden over, nemlig sult, fattigdom, vækst, klima og mangfoldighed.

Du kan læse mere om, hvordan biavl understøtter verdensmålene på www.biavl.dk/verdensmaal

 

Fakta:

  • Bier og andre bestøvere er vitale for fødevareforsyningen, bæredygtigt landbrug, miljøet og den biologiske mangfoldighed.
  • På verdensplan findes der mere end 20.000 arter af bier – i Danmark er der i tidens løb fundet 292 arter af bier.
  • Over de seneste 50 år er landbruget på verdensplan blevet mere afhængige af bestøvere, således er landbrugsproduktionen af bestøverafhængige afgrøder firedoblet.
  • På verdensplan er tre ud af fire afgrøder afhængige af bestøvere. FAO anslår, at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer – af disse er 71 bi-bestøvede.
  • Biers og andre bestøveres arbejde bidrager positivt til den biologiske mangfoldighed. På verdensplan er 87,5 procent af de blomstrende vilde planter afhængige af bestøverne.
  • Bier og andre bestøvere er i tilbagegang som følge af bl.a. intensiv landbrugsdrift, pesticider, sygdomme og parasitter, samt ikke mindst mangel på føde og levesteder.

Skrevet af: Rolf Theuerkauf