På det nordøstlige Fyn blev der i juni 2025 fanget et eksemplar af den invasive hveps Asiatisk Gedehams. Som navnet siger har hvepsen sin oprindelse i Asien, men har de senere år bredt sig i bl.a. Sydeuropa, hvor den er et problem for bier og frugtproduktion.
Den asiatiske gedehams stammer oprindeligt fra Asien, men har de seneste år spredt sig til store dele af Sydeuropa, hvor den udgør en trussel mod bier, insekter generelt, samt frugtavl. Arten er kendt for sin aggressive jagt på biavleres honningbier, men går også efter andre insekter og et bo vurderes at kunne konsumere op mod 11 kg insekter på en sæson. Dertil kommer betydelige skader på frugt- og bæravl, hvor den ødelægger frugterne når de er klar til høst.
Asiatisk gedehams er en invasiv art – det vil sige, at den er blevet flyttet til nye områder af menneskelig aktivitet og har en negativ påvirkning på den naturlige biodiversitet. Den asiatiske gedehams er en stor hveps på op mod 3 cm, næsten lige så stor som den hjemmehørende Stor gedehams. Den skaber derfor opmærksomhed, når den kommer flyvende. Dertil kommer sort hoved og forkrop, to karakteristiske gule bånd på bagkroppen, samt gule ben. I forhold til den almindelige Stor gedehams kendes den på, at den er tydeligt sort i farverne.
Danmarks Biavlerforening har iværksat overvågning i området hvor hvepsen er fanget og opfordrer alle til at være opmærksomme.
Udseende
Den asiatiske gedehams er næsten 3 cm lang og ligner den hjemmehørende store gedehams, men adskiller sig ved sit sorte hoved og forkrop, gule ben og to karakteristiske gule bånd på bagkroppen.
Kendetegn:
• 2–3 cm lang
• Tydelig sort hoved og forkrop
• To karakteristiske gule bånd på bagkroppen – ét tyndt og ét bredt
• Gule ben
Hold øje
Hjælp med at holde øje med yderligere forekomster af den asiatiske gedehams.
Da hvepsen ofte jager honningbier omkring bistader, opfordrer Danmarks Biavlerforening alle biavlere til at holde skærpet øje – især ved flyvesprækkerne, hvor hvepsen ofte ses på rov. Foreningen har iværksat overvågning i området og opfordrer til øget opmærksomhed.
Hvis du observerer noget
Hvis du ser en hveps, der kunne være asiatisk gedehams, skal du:
• Indrapportere fundet til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø via www.arter.dk
• Kontakte Danmarks Biavlerforening på dansk@biavl.dk
• Meget gerne vedhæfte billede eller video af observationen
Forsøg ikke at fjerne et bo selv
Fjernelse af bo skal foretages af professionelle. Ukyndig håndtering kan forværre situationen og besværliggøre sporing af flere bo.
En eventuel bekæmpelse vil blive håndteret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vendmiljø. Bekæmpelsen kræver omhyggelig planlægning, og der vil blive indhentet rådgivning og erfaring fra specialister i lande, hvor hvepsen allerede er mere etableret.
Webinar om situationen
Danmarks Biavlerforening afholdt i starten af juli et informativt webinar om fundet og de næste skridt. Se eller gense webinaret herunder.