I takt med at isen smeltede og skovene bredte sig, fulgte honningbierne med. Dels fordi træerne gav dem føde, men også fordi hulheder i træerne var den perfekte bolig for en bifamilie. I skovene, med en underskov af nektar- og pollenproducerende planter, som f.eks. pil og bærbuske, kunne bierne samle betydelige mængder honning.
Honningbien hører således til i den oprindelige danske natur. Den har levet vildt her i landet siden sidste istid og er tilpasset et liv blandt træer. Her var dens naturlige bo i hule træer, som forekom rigeligt i oldtidens skove, men som sjældent forekommer i moderne forstligt drevne skove.
Arkæologiske fund har vist, at man siden oldtiden har anvendt biernes produkter. Sandsynligvis er honning og voks blevet indsamlet ved bijagt og ikke egentlig biavl. Problemet med at fastslå, hvornår egentlig biavl tog sin begyndelse, er, at der ikke ad arkæologisk vej er påvist bistokke (altså hule træstammer, som bierne kan bygge i) i Danmark fra oldtiden. Nær Berlin har man dog fundet bistokke, som menes at kunne dateres til bronzealderen.
Fra begyndelsen af 1200-tallet finder vi de første skriftlige kilder som vidner om, at man drev egentlig biavl her til lands. I det vestlige Europa og Skandinavien blev skoven brugt som fangstområde for bisværme og hele bifamilier. Disse blev så fragtet hjem og installeret i en bigård. For at få fat på så mange sværme som muligt, anvendte man lokkekuber, som var strøgne med voks eller andet materiale, som kunne lokke bierne til. Så snart en sværm var gået i kuben, blev den båret hjem og anbragt i bigården.
Man havde også faste lokketræer i skoven, og når et sådan blev beboet, kom biavleren og tog, hvad han kunne få fat på. Som regel kunne det hule lokketræ ikke tømmes helt, og ofte var der så meget tilbage, at bifamilien kunne føres videre. Efterhånden som skovene forsvinder træder såvel skovbiavl og skovbijagt i baggrunden og hjemmebiavlen udvikles yderligere.
I dag anvendes skoven stadig til biavl. Skovene giver god beskyttelse mod vind og vejr, ligesom de kan tilbyde gode trækkilder til bierne særligt i det tidlige forår. Til gengæld bidrager biavlerens bifamilier med bestøvning, der giver frø, bær og frugt til skovens dyr.
Træk på visse træer og buske, f.eks. lind, kan give honning til biavleren, også i andre områder med mange træer, f.eks. i parker og alléer. Den høje blomstertæthed gør træer og buske meget attraktive for honningbierne, som netop har præference for masseblomstrende vækster.
Selv arter af træer, der ikke kræver insektbestøvning kan honningbierne drage nytte af. For eksempel kan der være godt lusetræk på nåletræer, ligesom bierne kan indsamle klæbrigt materiale fra knopperne på bl.a. poppel og bruge det til propolis.
