Træerne har dannet rammerne for udviklingen af den biologiske mangfoldighed næsten overalt i landet siden sidste istid. Uden mennesker ville meget af landet stadig være skovklædt. De fleste naturligt forekommende planter og dyr er stadig tilpasset de vidt forskellige forhold, som forekommer i skoven.
Den seneste istid i Danmark nærmede sig sin slutning for ca. 14.500 år siden. Det blev varmere og fugtigere, hvilket gradvist gav gunstigere betingelser for plantevækst.
Der er sandsynligvis gået endnu nogle tusinde år, før de første træer for alvor indvandrede til Danmark sydfra. Pollenanalyser fra moser peger på, at det var birk, som først dominerede, men i løbet af de næste par tusinde år kom en række arter til. Det drejede sig om skovfyr, hassel, elm, eg, lind og ask.
Efterhånden som klimaet blev mildere efter istiden, har der udviklet sig tætte skove med en blanding af arter. I de tætte skove var det især småbladet lind, som dominerede skovene i lange perioder med mildt klima, og man betegner perioden lindetiden.
Fra skovklædt til bart land
De seneste 6000 års skovhistorie, er stærkt præget af menneskets brug af skoven. Før denne tid havde mennesket brugt skoven til bl.a. jagt, brænde og indsamling af frugt og bær. Med landbrugets spredning til det danske område for ca. 6000 år siden kom andre arealanvendelser til, bl.a. som græsningsområde.
Menneskers ageren kan i særdeleshed aflæses i udviklingen i andelen af skovklædt land. I Danmark nåede skovandelen et lavpunkt i begyndelsen af 1800-tallet, hvor blot et par procent af landet var dækket af skov. I dag udgør skovarealet omkring 14 procent af det samlede areal, og i den nyligt indgåede grønne trepartsforhandling er parterne blevet enige om, at der frem mod 2045 skal rejses 250.000 ha ny skov.
